Introduktion
I denne artikel giver Eugenia, en erhvervscoach bosiddende i Kiev (Ukraine), os et indblik i, hvordan hun får hverdagen i en krigszone til at hænge sammen. Eugenia har bevidst opbygget en form for modstandskraft, så hun kan passe sit arbejde, sit fritidsliv og bevare en vis form for normalitet midt i kaos. Det, at Eugenia har kunnet fortsætte sit arbejde som erhvervscoach i en situation så ekstrem som den, hun befinder sig i, er et vidnesbyrd om hendes robusthed, styrke og mod. Hendes historie kan inspirere alle, der står midt i vanskeligheder, til at komme videre, selv når livet viser sig fra den mørkeste side.
I det følgende beretter Eugenia, hvordan modgang kan give nye perspektiver på livet og på ens arbejde. Eugenia minder alle mennesker, der går igennem svære tider, om vigtigheden af at have sine værdier på plads samt tips til, hvordan man kan håndtere sin mentale og fysiske tilstand i svære situationer.
Vi håber, at du vil blive lige så inspireret, som vi er, af Eugenias styrke, mod og robusthed i modgang.
Interview
Niamh (Session):
Eugenia, mange tak fordi du har sagt ja til at tale med os om nyttige mestrings mekanismer til når man står midt i noget svært. Det er svært at forestille sig, hvad du oplever lige nu, når du lever i en krigszone og forsøger at opretholde et normalt liv med din coachingvirksomhed, familieanliggender, en yogapraksis og andre aktiviteter. Kan du fortælle os lidt om den nuværende situation i Kiev, og hvordan du klarer dig under disse ekstremt vanskelige forhold?
Eugenia: Først og fremmest er den situation, vi befinder os i, under konstant udvikling, og den er anderledes nu, i forhold til hvad der skete i den første uge, og endda de første to uger af krigen. Desværre, selv i den værste situation, tilpasser vi os på en eller anden måde til det. Selvfølgelig var den første følelse, vi oplevede, bare totalt chok. Nu, når jeg tænker tilbage på krigens udbrud, er nogle situationer og fakta blandet sammen i mit hoved, såsom datoer, tidspunkter osv. Følelserne vekslede der umiddelbart mellem at bekymre sig om ens egen og ens families sikkerhed og følelsen af fare, og situationen skiftede hele tiden mellem at vi hørte sirenerne fra luftalarmer, at vi sov i vores shelter, at vi forsøgte at skaffe mad og orientere os midt i kaoset osv. Samtidigt med at vi tænkte mere overordnede tanker såsom: Hvordan kunne dette ske, hvilke faktorer var medvirkende til det, og hvordan endte vi i denne forfærdelige situation?
Som erhvervscoach har jeg en ganske veludviklet evne til selvreflektion. Alligevel satte jeg spørgsmålstegn ved, om jeg nogensinde ville være i stand til at fortsætte mit erhverv som erhvervscoach. Jeg havde en fornemmelse af, at de helt grundlæggende coaching principper og mine menneskelige værdier var blevet fuldstændig ødelagt. Det at være til stede og at kunne styre sine egne følelser, som er en meget vigtig del af det etiske kodeks for coaching, som beskrevet i ICF kerneværdier og etiske standarder, var jo ikke længere muligt i samme grad som før. Så i begyndelsen troede jeg, at disse evner var fuldstændigt ødelagt, og at jeg aldrig ville få dem tilbage.
Niamh: Ja, det er svært overhovedet at forestille sig, hvordan du kunne fortsætte med en almindelig arbejdsdag, når dit sind var så overvældet, distraheret og chokeret. Det må have været svært at komme på fode igen og prøve at arbejde.
Eugenia: Ja, men det er vigtigt at huske, at den 24. februar 2022 (da krigen brød ud) fortsatte ingen med at arbejde, alt stoppede bare. Bortset fra dem der arbejdede med kritisk infrastruktur, selvfølgelig. Så min selvrefleksion blev påvirket af dette. Den 23. februar 2022 var min arbejdsaktivitet meget intens. Jeg havde seks konsulent- og coachingprojekter, en blomstrende forretning og ledede også med succes mit eget yogastudie. Alt styrtede bare ned og gik helt i stå. Og alle oplevede det samme i Ukraine. Min selvrefleksion omkring hvorvidt jeg ville kunne coache i sådan en situation var teoretisk, hypotetisk, selvfølgelig. Alligevel indså jeg hurtigt, at ønsket om hurtigt at komme i gang med at coache igen hang sammen med et ønske om at bevare en følelse af kontrol - i det mindste i forhold til min fagliglighed.
Niamh: Hvordan klarede du at komme i gang med at arbejde igen?
Eugenia:Ja, det er et meget godt spørgsmål. I begyndelsen, uden klienter eller arbejde, blev jeg nødt til først og fremmest at sortere alle mine følelser fra, reflektere over mine værdier og bare overleve de første smertelige uger og måneder. Ærligt talt, ud over udfordringen med at vi åbenlyst er i krig med alt hvad det fører med sig af angst, besværligheder og traumer, så er det høje niveau af vrede og had den største udfordring nu. Det kræver en betydelig indsats at overvinde og komme videre fra disse følelser. Det, at holde sindet og øjnene åbne overfor alt, hvad der sker indeni, uden at blive overmandet af følelserne, er noget af det, jeg har måttet kæmpe med for at kunne komme videre og i gang med at arbejde igen.
For det andet har jeg måttet genopfinde min tilgang til det at coache. Det er ikke en hemmelighed for os, der arbejder i et "hjælpefag", at hovedfokus for arbejdet midt i en tragisk oplevelse er at søge efter håb og perspektiv. Jeg har bevidst dyrket at finde indre ressourcer og modstandskraft frem, ledt efter perspektiv, håb og en form for normalitet. Ikke for at fornægte virkeligheden, men for at acceptere tingene, som de er og kunne fejre det, der stadig er og fungerer. Efterhånden som tingene er begyndt at stabilisere sig lidt mere, er det blevet lettere at gå på arbejde, men tilgangen til coachingen, til mig fag, har for altid fået en ekstra dimension, en dybde, der ikke var der før.
Niamh: Under et af Sessions coaching community møder nævnte du, at det at have aktiviteter uden for arbejdet, såsom kunst og yoga, har hjulpet dig med at klare dig igennem den værste krise. Og at det at have kunne udtrykke sig kreativt kan være en form fo afløb, ligesom fysisk aktivitet kan være det. Hvor vigtigt tror du det er at have hobbyer, der kan hjælpe en igennem, hvis man står midt i en krise?
Da krigen brød ud var jeg heldig at have en meget stærk daglig yoga praksis. Jeg har praktiseret regelmæssigt i de sidste 20 år. De første 7-10 dage var det selvfølgelig ikke muligt at praktisere, da vi tilbragte det meste af vores tid i shelteret. Men så snart jeg kunne gøre noget mellem luftangrebene, i det øjeblik, vi var tilbage i vores lejlighed, begyndte jeg at forny min praksis - hvilket hjalp meget. Jeg er desværre stadig ikke begyndt med at male igen, for her er det sværere at finde inspiration. Det er, som om jeg har mistet evnen til at se farver. Selvfølgelig kan jeg intellektuelt stadig prøve, men det er svært for mig lige nu. Jeg håber med tiden, at jeg vil vende tilbage til at male. Men yoga, ja, meditation og åndedrætsteknikker har været så kraftfulde og effektive i forhold til at kunne mestre svære følelser og få en form for kontrol over angst, mismod og håbløshed. Jeg kan kun opfordre alle til at prøve disse praksisser af, og at inkorporere dem i deres rutine, for i sådan en farlig og foruroligende situation hjælper det virkelig at kunne trække vejret ordentligt samt at få strukket ordentligt ud.
Niamh: Er der andre mekanismer, der har hjulpet dig igennem krisen?
Eugenia: Absolut, og jeg kan give dig et eksempel. For nylig havde jeg en samtale med min ven og kollega, som flyttede til et andet land for et par år siden. Vi diskuterede den aktuelle situation med erhvervslivet i Ukraine, og jeg gav hende et eksempel på en af de meget succesrige virksomheder fra før krigen, som nu næsten er ved at gå konkurs. På grund af krigen stoppede kritisk infrastruktur med at virke, indtægterne faldt dramatisk, og nogle varehuse blev fuldstændig ødelagt. For slet ikke at tale om flugten af medarbejdere og kunder. Min ven nævnte, at hun mente, at virksomhedens administrerende direktør ikke viste sig som en god leder. Han kom ikke med nogen rettidig erklæring om situationen, han forsvandt praktisk talt, og efter hendes mening var dette ikke god ledelsesadfærd.
Normalt tænker min veninde og jeg ofte på samme måde, og jeg værdsætter hendes synspunkter meget. Men her indså jeg, hvordan krigen har ændret mit perspektiv. Jeg bemærkede, at jeg har fået et andet syn på mange ting. Min refleksion over det, som min veninde kaldte dårlig ledelse, var, at lederen først og fremmest er et menneske. Jeg erindrede mit eget chok og min frygt da krigen brød ud, og jeg kunne derfor nemt forestille mig, hvor stort lederens chok måtte have været, da han indså omfanget af ødelæggelsen af hans virksomhed. Jeg kunne endda let sætte mig ind i, hvordan det enorme ansvar overfor tusindvis af mennesker måske kunne føre til en form for apati og handlingslammelse. I denne situation følte jeg nu empati i stedet for misbilligelse. Mit niveau af empati og menneskelighed har ændret sig drastisk. Så en ting, der kan komme ud af at stå midt i en krise, er at man ikke så hurtigt dømmer en situation og andre negativt. I stedet får man empati og forståelse! Og disse følelser fører til en form for mestringsfølelse hos de fleste, som man kan trække på under en krise. Frem for at være vred, dømmende og irriteret, kan man i stedet opleve medmenneskelighed, forståelse og venlighed.
Niamh: Jeg elsker det eksempel. Det viser, hvordan du har udviklet dig og endda har styrket evnen til empati midt i en meget vanskelig situation.
Eugenia: Ja, præcis. Dette eksempel handler om at mærke kompleksiteten og dybden af en tragisk situation, som en person befinder sig i. Det hjælper dig med at få empati og bedre forståelse, hvilket igen fører til indsigt i, hvad der bør gøres - eller ikke gøres i en given situation eller overfor et andet menneske.
Niamh: Ja, det er vigtigt at huske kompleksiteten og at overveje de mange lag. der er sjældent kun tale om en sort/hvid situation.
Eugenia: Præcis.
Niamh: Et andet spørgsmål, jeg ville stille dig, er i forhold til værdier. Hvad er der sket med dine værdier, og hvad kan det lære os om, hvordan vi bedre kan klare os gennem vanskelige tider?
Eugenia: Denne krig har gjort det meget tydeligt for mig, hvilke værdier jeg har. Jeg tror, at det er meget vigtigt for alle at revurdere, finde eller genoverveje deres værdisystem. Feks stod jeg overfor beslutningen om at blive eller forlade landet og min by; bo hos min mand, der ikke måtte forlade landet, eller tage afsted for at være sammen med min søn i Europa. Det var et ukendt, teoretisk dilemma for mig før krigen, at stå med valget mellem risiko og sikkerhed. Men her spillede mine værdier ind, og det blev tydeligt for mig, at jeg måtte vælge den mere risikofyldte løsning - at blive i Kiev, sammen med min mand, fremfor at flygte og være sammen med min søn. Værdierne gav mig en bevidsthed og en dybere forståelse af mig selv. Jeg måtte blive der, hvor der var mest brug for mig, ikke fordi det gjorde mig mere glad, men fordi det var det rigtige.
For det andet har selv-refleksionen været så vigtig. Som vi ved, er refleksion en indadvendt aktivitet. I mit tilfælde hjalp selv-reflektionen virkelig på min evne til at strukturere mine tanker omkring frygt. Jeg satte forskellige aspekter af frygt ind i forskellige såkaldte kasser, og det gjorde følelserne mere håndterbare. Mine egne grænser blev også tydeligere for både mig selv og andre. Alle har gavn af selv-refleksion og selv-reflektionen beskytter også en imod at reagere overilet og uhensigtsmæssigt under pres. Man kalder det at forholde sig assertivt og roligt.
Niamh: Ja, og jeg elsker, hvordan du nævner, hvordan det at blive klar på dine værdier er meget nyttigt og værdifuldt. Det gør ikke alt magisk bedre, men i det mindste kan det hjælpe dig med at føle dig mere rolig og afklaret.
Eugenia: Ja, og det hjælper, når du ikke helt ved, hvad du skal gøre. Når du først er klar på dine værdier, kan de også hjælpe med at navigere i dine handlinger. Og når du først indser, hvad der er en navigator for dig, er du langt mere bevidst om, hvilke konkrete handlinger du skal tage (eller ikke tage).
Niamh: Ja, det er så sandt. Du har håndteret denne situation med sådan et mod og visdom, Eugenia, så jeg spekulerer på, hvilke råd vil du give til andre, der befinder sig i en svær situation?
Eugenia: Det er et godt spørgsmål. I de indledende faser, hvor jeg satte spørgsmålstegn ved min coaching som profession, så jeg alt i konteksten af tab. Tab af land, tab af bolig og generelt tabet af perspektiv. Tabet af mit erhverv sad i mit sind som en idé om total desillusion i sin natur i forbindelse med, at en sådan krig overhovedet kunne ske. En dag indså jeg, at mit erhverv er det, jeg bedst kan kontrollere, de andre ting var ude af mine hænder. Jeg traf et valg om at være dobbelt bevidst om min tilstand og sørge for at være eller bringe mig selv i ro, at sætte tingene i perspektiv og i det hele taget være “ovenpå” følelsesmæssigt, noget som jo er altafgørende for, at jeg kan udføre mit erhverv ordentligt og professionelt. Mit råd og at du skal kæmpe for din professionelle identitet, for det er hvad du har, uanset din situation, det er dit aktiv. For mig var det vigtigt ikke at få mit fag med på tabslisten, så jeg måtte igang med at kæmpe mig tilbage som erhvervscoach med en professionel tilgang og et professionelt mindset.
Niamh: Jeg elsker det råd, at blive ved med at kæmpe for dit erhverv og din professionalisme.
Eugenia:Ja, og også finde nye metoder inden for dit fag, og ja, bare fortsætte med det. Og jeg vil bare præcisere, at nu er jeg ikke i den værste situation, da jeg opholder mig i Kiev, hovedstaden. På trods af faren her, er det alligevel mere sikkert end i andre dele af Ukraine. Desværre er der mennesker i Ukraine, som er i meget, meget, meget værre situationer end os i Kiev, og jeg kan kun gisne om deres frygt og rædsel. Den triste lektie af denne krig er også at kunne sætte tingene i perspektiv og se, hvor man trods alt er og har været heldig og hvor andre har det værre end en selv. For dermed bedre at kunne sætte sig i deres sted og hjælpe dem.
Generelt vil jeg sige, at i starten gør vi, hvad vi kan. Og med tiden skal vi gøre, hvad vi skal. Vi kan ikke forudsige, hvornår noget ender og hvad prisen bliver. Det kræver udholdenhed. Så jeg vil foreslå, at du bruger alt det du har og sætter pris på alt, hvad du har. Undervurder ikke de enkleste ting, som at have en rutine. At vågne op, gå i seng, spise, træne...gør alt du kan for at strukturere din dag, det skaber en følelse af, at du kan styre dele af dit liv i det mindste. Og når du først kan kontrollere det, er du ikke svag. Jeg tror, at alle kan have gavn af dette.
Niamh: Ja, jeg er enig. Jeg tror nogle gange, at de enkleste ting er de mest effektive, uanset om det er at prøve at få sin søvn under kontrol, spise sundt, dyrke motion - alle de grundlæggende ting, som vi har brug for som mennesker.
Eugenia:Ja præcis.
Niamh: Eugenia, mange tak for denne samtale, du er en inspiration og har lært os så meget.
For flere ressourcer om dette emne, kan du muligvis også finde inspiration i denne artikel, hvori Pernille Brun, efter en rygmarvsskade, reflekterer over helbredelsens kunst. Tag også et kig på vores artikel om mental sundhed på arbejdet.
